Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


'Guldkysten' dyrker en hvid frelserfortælling

Filmens fremstilling af slaverne er ikke bare gammeldags, men direkte reaktionær.

Debatindlæg

Der er blevet skrevet meget om Daniel Denciks nye film, ’Guldkysten’, hvis handling udspiller sig i Dansk Guinea, det nuværende Ghana, i 1836.

Mange anmeldere har været enige med Dencik i, at ’Guldkysten’ »er så anderledes end andre danske film [...], at den kommer til at blive stående« (Pol. 21.6.). Her i avisen skrev Katrine Hornstrup Yde således, at »’Guldkysten’ er et dansk historisk drama, som vi aldrig har set det før« (2.7.).

LÆS ANMELDELSE

Det fik den 5 stjerner for. Informations anmelder fulgte trop og mente ligefrem, at filmen giver »fornyet håb« for dansk film (4.7.). Men er ’Guldkysten’ egentlig så enestående og nyskabende?

Denciks håndtering af dansk kolonihistorie forekommer i hvert fald dybt konventionel.

I ’Guldkysten’shistoriske fiktion rejser den unge botaniker Wulff til Dansk Guinea for at anlægge en kaffeplantage.

Filmens fremstilling af slaverne er ikke bare gammeldags, men direkte reaktionær

På fortet Christiansborg konfronteres han med kolonialismens uskønne bagside. Guvernøren Mørck og hans håndlangere Herbst og Dall skildres endimensionalt som fordrukne voldtægtsforbrydere. Ved at gøre deres delirium og ondskab til billedet på den danske kolonimagt opstiller Dencik en kolonialismekritik, som er både komfortabel og letkøbt.

Kolonialisme reduceres endnu en gang til en simpel magtform udøvet af en flok depraverede individer.

’Guldkysten’ lægger sig her i forlængelse af en lang dansk tradition for at fremstille kolonialismen som en exceptionel undtagelse frem for en systematisk dimension af den økonomiske, politiske og kulturelle udvikling af det moderne Danmark.

Filmens fokus på individets heltemodige kamp for humanismen er som snydt ud af Hollywoods næse.

LÆS KRONIK

Vi præsenteres for Wulffs moralske opvågning til kolonialismens grusomheder og naturens skønhed.

Den transatlantiske slavehandel fungerer primært som rammefortælling for filmens sentimentale civilisationskritik, hvor den hvide mand ofrer sig for at befri de sorte slaver.

Wulff fremstilles som en Jesus-figur, der er ikke bare er god mod de sorte børn, men som også på egen hånd formår at tage den sorte købmand Heinrich Richter til fange, hvis slaver han derefter kan befri.

I ’Guldkysten’ bliver frisættelsen af slaverne derved alene fremstillet som et resultat af den hvide mands erkendelse og kamp. Aldrig som et resultat af modstand fra slaverne selv.

Filmens fremstilling af slaverne er med andre ord ikke bare gammeldags, men direkte reaktionær.

I filmen bruges sorte kroppe primært til at udstille kolonialisternes sadistiske vold. Vi ser slaverne arbejde tavst i markerne eller blive pisket, dræbt og voldtaget. Filmen holder sig dermed inden for en velkendt logik, hvor den racistiske vold kun kan begribes ved at blive fremvist igen og igen.

De sorte kroppe, som ellers er blevet dehumaniseret filmen igennem, opnår dermed til slut at blive tildelt menneskestatus

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

’Guldkysten’s fetichering af overgreb på den sorte krop understreges af det faktum, at filmen er klinisk renset for replikker til sorte skuespillere. Selvom ’Guldkysten’ forgiver at kritisere slavernes dehumanisering, tilbyder filmen ingen alternative repræsentationer, som bryder med kolonialismens racistiske logik.

Det er muligt, at man forlader filmen med empati for slaverne.

Men præmissen for den empati er iscenesættelsen af den sorte krop som staffage på linje med lysekroner og æsler – entydigt underkastet, passiv og ude af stand til at tale.

’Guldkysten’ flirter æstetisk med naturens kræfter. Denne flirt er dog ikke kun en hyldest til højromantikkens store tænkere.

Naturens storhed udgør en effektiv afledningsmanøvre, som fjerner fokus fra kolonialismens kompleksitet. Naturen står nemlig centralt i ’Guldkysten’s afsluttende fortælling om, hvordan den hvide mand modtager syndsforladelse af de ’naturlige’ indfødte.

Wulff skal rejse tilbage til Danmark. Men han ombestemmer sig i sidste øjeblik, fordi han har gennemskuet, at Dall og Herbst står i ledtog med købmand Richter. Wulffs afsløring sender ham direkte i fængsel, men han flygter paradoksalt nok takket være Richter, som giver ham frihedens nøgle.

Herefter kan slavedrengen Lumpa hjælpe Wulff ud af den perverterede kolonialistiske kultur og tilbage til naturen.

I Lumpas landsby modtager de frie sorte indbyggere den døende Wulff med ærbødighed, og han får en værdig begravelse, som genforener ham med naturen. De sorte kroppe, som ellers er blevet dehumaniseret filmen igennem, opnår dermed til slut at blive tildelt menneskestatus.

Men kun i det øjeblik de tilgiver og drager omsorg for den hvide angrende kolonisator.

’Guldkysten’ er uden tvivl tænkt som et opgør med dansk kolonihistorie. Men opgøret er både tilbageskuende og gratis. Det mest enestående ved ’Guldkysten’er derfor filmens evne til ukritisk at videreføre så mange racistiske forestillinger, at selv en film som ’Peter von Scholten’ fra 1987 fremstår moderne i sammenligning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvorfor har næsten ingen danske filmanmeldere eller journalister været villige til at rejse kritiske spørgsmål til filmens håndtering af dansk kolonihistorie?

Og hvordan kan den danske filmbranche i 2015 være stolt af en film, som dyrker en hvid frelserfortælling på bekostning af sorte kroppe og sorte liv? At ’Guldkysten’ indgyder anmelderne fornyet håb for dansk film, lover ikke godt for udsigten til en mere nuanceret og tiltrængt debat om dansk kolonihistorie.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    På søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce