Er det virkelig os elitefeminister, som svigter hele tiden?

Jeg er feminist. I ved, det er mig, der har svigtet kvinderne i ghettoerne, kvinderne i sex-industrien, kvinderne i Saudi-arabien, kvinderne, der bliver overfaldet på gaden eller tæsket i hjemmene, for ikke at tale om alle de familier, der ikke kan finde ud af det efter skilsmisse.

Jeg har svigtet de aktive drenge, der har for mange kvindelige lærere til at tage det hele sådan rigtigt alvorligt. Og jeg har i den grad svigtet de kedelige 12-tals-piger, flittig-liserne, hvem fanden gider have noget med dem at gøre?

Jeg svigter hele tiden og kontinuerligt danskernes kønsliv, som jo ikke kan fungere i tillempet økonomisk og rettighedsbåren lighed. Alle ved, det kun er de homoseksuelle, der er skruet sådan sammen.

Og det er mig, der skulle være faret ud i minoritetskulturerne og med min krop have foranstaltet den ene seksuelle revolution efter den anden.

I bakspejlet kan jeg se, at mit input i den henseende har været forsvindende lille. Jeg har selvfølgelig deltaget i noget af den slags uden for landets grænser. Men aldrig i Saudi Arabien og altid iblandt den privilegerede, stinke-rige overklasse derude, der i øvrigt var godt i gang med deres egen revolution. De skulle have været gedehyrder alle sammen. Jeg kunne virkelig have sat gang i nogle mikro-kurrikulære udviklinger.

Vi omnipotente elitefeminister leverer mange store svigt i samtiden, hvis man skal tro samfundsdebatten, herunder skribenter som blandt andre Geeti Amiri og Elmas Berke. Hånd i hånd med humanisterne, ’venstrefløjen’ og de politisk korrekte har vi ansvar for store samfundsproblemer og mange ulykkelige skæbner derude.

Således har blandt andre Latifa Ljørring fra regeringspartiet Venstre i indeværende år identificeret politisk korrekthed som forhindringen for et nødvendigt forsvar af Vesten imod radikal islamisme. Og så er dommedag jo nær, skulle man tro. Bortset fra, hvor er den der venstrefløj? Har nogen set den? Og kan feminismen i det offentlige rum ikke tælles på nogle ganske få håndfulde, fortrinsvis yngre og helt generelt meget lidt magtfulde kamikaze-debattører?

Den er i hvert fald forsvundet totalt ud af det politiske liv og henslæber nu lidt af en Askepot-tilværelse i debatsektionerne på landets aviser. Humanismen er næppe et åg i et land, hvor der er et stort politisk flertal for at adskille børn og forældre ved lov i årevis, og hvor vi indlogerer asylansøgere i teltlejre, alene af hensyn til samhørigheden i befolkningen – altså, at nogen skal bo meget ringe, for at andre kan have det godt med det.

Og er der efter smykkelovens turne verden rundt nogen tvivl om, at vi, her i kongeriget, ikke er tynget af politisk korrekthed i nogen nævneværdig grad? Faktisk er der efterhånden et vist grundlag for at konkludere, at vi hører til blandt de mindst politisk korrekte folkefærd. Og det er da også svært at finde en eneste sektor i det danske samfund, hvor det politisk korrekte fejres.

Man kan ikke helt forestille sig politisk korrekt kunst, politisk korrekt litteratur, nej vel? Tværtimod er der en rimelig solid tendens til, at det politisk ukorrekte kan kompensere for talent i en vis udstrækning. Højrefløjen i dansk politik har ikke i nyere tid stået så stærk og dækket så stor en del af Folketinget. Venstrefløjen har ikke været så svag i generationer, som den er nu.

Så hvorfor skyde på det pærifære, svækkede og marginaliserede? Hvorfor ikke skyde på de partier, som har og har haft magten og ansvaret, lokalt og nationalt de sidste mange år? Hvad er det for en leflen for magten at undskylde den og fritage den fra ansvar? Hvilken reel samfundskritik retter egentlig skytset i retning af de afmægtige?

En systemkritik kan ikke undlade at fokusere på dem, der har ansvaret, uden at blive en parodi på sig selv. En patetisk lille, helt umorsom vits af en kritik.

Historien og nutiden er et overflødighedshorn af eksempler på, at minoriteter opfattes som den direkte årsag til samfundets skæve udvikling, men forklaringen på denne sære tendens i tiden herhjemme er nok multi-diciplinær.

Den skal findes i magtelitens egen afmagt overfor udviklingen, hæren af højresnoede meningsdannere, en generations endelige opgør med det tankegods, der boede i deres forældre, og et trygt afløb for vrede og frygt for en samtid, der er overvældende.

Og så er der lige den detalje, at intet løses ved at jage de afmægtige.

Der er ikke skyggen af konstruktivitet at finde her. Man vil ved at grave lidt dybere finde, at feminismen ikke understøtter reaktionære, traditionsbundne, undertrykkende familiemønstre og subkulturer; at humanismen ikke er set med et flertal i Folketinget i indeværende årtusinde, og at den politiske korrekthed nok aldrig har haft et flertal, når det kommer til stykket.

Og man vil se, at den venstrefløj, der får skylden for alt fra integrationsproblemer til flygtningekrisen stort set er udraderet og heller ikke på europæisk plan kan udrette noget substantielt. Kræv løsninger af de magtfulde i stedet. Det er dem, der har ansvaret og dem, der kan påvirke løsningerne. Det er sådan, man typisk skaber forandring. At kræve løsninger af de magtesløse er ikke bare en intellektuel urimelighed, det er populistisk og slet og ret spild af tid.