Privatliv på nettet er for de rige og kloge

»Hvorfor er det, at Facebook ved, at jeg har en mor, som har fået Alzheimers?«, spurgte en kvinde den anden dag.

Det havde hun da ikke fortalt det sociale medie.

Men det viste sig, at hun havde googlet det og været ind på Alzheimers-foreningens hjemmeside, og begge steder sladrer om din adfærd til hinanden og til Facebook via såkaldte tredjepart-cookies.

OVERVÅGNINGSFORSKER

Denne kvinde var overrasket. Men mange ved efterhånden, at når de får noget ’gratis’ i den digitale verden, betaler de ikke med en kendt valuta, men med deres data.

Det gælder alt fra e-mails og søgemaskiner til sociale medier og apps, der tracker vores motion og helbred.

Data om os er en del af et stort globalt supermarked – bygget på en forretningsmodel, der primært er til fordel for datavirksomhederne.

De tjener stort på at sælge adgang til os, og vi betaler dem oven i købet i blinde for det, for hvad er prisen egentlig på ens fødselsdato eller viden om, at man gerne vil være gravid?

Det er en skævvridning, som faktisk er temmelig udemokratisk. For viden er nu engang magt, og de, som har viden om os og dermed kontrollen, bliver mere og mere lukkede, mens forbrugerne bliver mere og mere gennemsigtige.

Men vi er begyndt at vågne op. Vi begynder at føle og forstå risiciene forbundet med at miste kontrollen over vores data såsom diskriminering, forskelsbehandling, udstødelse og udstilling.

Den hastige stigning i brugen af adblockers, falske data og privacy-værktøjer – samt den voksende digitale mistillid – er klare vidnesbyrd om denne stigende forbrugerbevidsthed.

Her i begyndelsen af datatidsaldren befinder vi os der, hvor vi var med miljøet for et par årtier siden.

Vi er bekymrede for vores privatliv (defineret som det at have kontrol over egne data), men vi ved ikke, hvordan vi kan handle på vores bekymring.

Det gjorde man heller ikke dengang med sine miljøbekymringer, men i dag kan man sortere affald, købe økologisk, køre elbil og tage brusebad i solopvarmet vand.

For dem, der ønsker at kontrollere egne data, er et nyt marked for privacy tech og dataetiske produkter og tjenester imidlertid begyndt at spire frem.

Der er alternative søgemaskiner, som ikke overvåger dig, og betalings-e-mails, der ikke læser din kommunikation for at ‘servicere’ dig.

Der er VPN-tjenester, hvor du krypterer kommunikationen og selv kan vælge din lokation. Der er start-ups, såkaldte personal data stores, som stiller værktøjer til rådighed for, at du kan kontrollere dine data eller endda selv sælge dem.

Samtidig er nogle af de mest visionære virksomheder, som leverer produkter og tjenester, hvor der indgår persondata, begyndt at arbejde med dataetik for at fremme den digitale tillid.

Men privatliv er i dag langtfra normen. Det er snarere noget for eliten og dem, som kan betale.

Ligesom med miljøet bliver det de rige og veluddannede, der i første omgang får gavn af denne nye tendens, for disse produkter og tjenester er ikke altid gratis, og ofte er de noget, som kun de oplyste få kender til.

Den første digitale kløft blev skabt mellem dem med adgang til internettet og dets muligheder og dem uden.

Den anden digitale kløft er den, vi er ved at skabe nu, hvor det bliver de rige, veluddannede og kendte, der har råd til privatliv, mens masserne må betale med deres privatliv for at få ’gratis’ tjenester.

Privatlivets fred er imidlertid en universal menneskeret.

Ingen økonomiske interesser burde kunne ophæve eller opveje den enkeltes ret til privatlivets fred. Menneskerettigheder er for alle. Ikke kun for dem, der har råd til det.

Privacy vil fra 2018 med den nye EU-dataforordning – forhåbentlig – blive styret stramt af myndighederne, men for virksomhederne vil det også blive business-as-usual for at sikre den digitale tillid.

Når forbrugerne efterspørger privacy og dataetik, vil virksomhederne levere det.

Spørgsmålet er dog, om ikke staten burde gøre noget aktivt for at fremme dette nye marked til gavn for alle danskere – fuldkommen som den gjorde for både vindmøllerne og økologien.