Debatindlæg afThomas Klimek

Magten har kostet SF dyrt

Lyt til artiklen

Nogle sent udviklede socialdemokrater har nyligt hævdet, at SF har et »meget jomfrunalsk forhold til magten«. Min tidligere kammerat i SFs ledelse, Jesper Petersen, er ophavsmand til citatet. Jesper er en intelligent og dygtig politiker. I dette tilfælde tager Jesper dog fejl. SF'ere har gennem årene taget politisk ansvar, både landspolitisk, men i særdeleshed kommunalt og regionalt. Og i regering! I bagklogskabens klare lys kan man måske slutte, at SF og Socialdemokraterne i den valgte alliance smeltede for meget sammen, og mere essentielt: i mange vælgeres øjne de facto var moralsk i regering, inden Løkke rent faktisk måtte aflevere nøglerne i september 2011. Denne lære skal ikke være forgæves. SF fik et dårligt valg. Vi vandt kampen, men tabte mange soldater undervejs. Det betød mindre kraft. LÆS OGSÅDanskerne: Jesper Petersens exit svækker SF Vi valgte alligevel at omsætte vores ni procent af stemmerne i regeringsdeltagelse, da vi ser, at de afgørende agendaer sættes i regeringskontorerne. Men den måske vigtigste motivation: at have venstreorienteret indflydelse i en regering, der skal styre Danmark gennem Europas værste krise i 80 år. SF har i regering ikke prostitueret sig, men afgjort ligget med typer, der ikke tjener et ægteskab. Enhedslisten er endnu uskyldsren i sin tilgang til politik. Men Enhedslisten bør kort tid før sit mulige kommunale gennembrud gøre sig et forhold klart, som en del SF'ere for år tilbage har erfaret: Den politiske mødom vil altid falde under ansvarets åg.

Vi kan i dag skarpere og mere direkte pege på, at tusindvis af dagpengemodtagere aldrig ville have fået forlænget deres periode eller aktuelt kunnet uddanne sig på kontanthjælp, hvis ikke SF havde siddet i regering. Vi skal fortælle, at danske arbejdspladser nu igen ydes bedre beskyttelse mod social dumping pga. af, at SF i Skatteministeriet tager afgørende initiativer, der også møder anerkendelse i fagbevægelsen. Vi skal rette ryggen og sige, at værdipolitikken igen er præget af humanisme, når asylbørn får et bedre liv, når barnløse kan opfylde drømmen om et liv med børn, og når kærlighed mellem homoseksuelle anerkendes og ligestilles med al anden kærlighed osv. LÆS OGSÅPolitisk analyse: SF er som et forsømt barn I regering skal SF samtidig acceptere, at vi bliver taget til indtægt for borgerlige fortællinger. Fortællinger, der indeholder politik, der helt og aldeles ikke er, og aldrig nogensinde bliver en del af SF's partipolitiske program. Men det er indflydelsens til tider høje pris. Det ligger i det at regere. At regere er ansvar for det visionære, det nødvendige og ja, det grimme. Deraf følger ros, men også berettiget ris fra egne rækker. Det er o.k. Magtkritik er en del af venstrefløjens berettigelse. Nu skal vi øve os i accept af magtanvendelse. SF skal ikke være i regering for enhver pris, men skal ved enhver parlamentarisk konstituering være en potentiel regeringsdeltager. På den vis er SF forandret. For første gang har DK et venstrefløjsparti, der på regeringsniveau tager det ultimative ansvar. Det koster SF dyrt, men gavner den rødgrønne politik.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her