Der er igen debat om anbragte børn og unge og typen af anbringelse. Familiepleje bliver fremstillet som den rigtige løsning, fordi forskning har vist, at børn og unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder ofte klarer sig dårligere. Men debatten er forsimplet.
Når børn og unge på institutioner og opholdssteder klarer sig dårligere, skyldes det, at de har et helt andet udgangspunkt: Børn i plejefamilier er oftest yngre, når de anbringes, og problemerne er som regel knyttet til deres forældre. Børn og unge på institutioner er oftere blevet anbragt i en sen alder eller har flere anbringelser bag sig. Desuden har de selv i højere grad langt tungere problemer, f.eks. psykiatriske diagnoser, der kræver specialuddannet personale.
Pædagoger: Jo flere krav, jo bedre plejefamilierDet politiske ønske siden ’Barnets Reform’ i 2011 har været at tage udgangspunkt i den mindst indgribende indsats først, dvs. forebyggelse i hjemmet før familiepleje, familiepleje før institutionsanbringelse osv. Det har dels betydet et fald i både antallet af anbragte og af døgninstitutionspladser, dels at familieplejere nu får børn med tungere problemer, der tidligere ville have været anbragt på institution.
Vi kender endnu ikke konsekvenserne af dette skifte til mindre indgribende indsatser. Det er dog indlysende, at det kræver mere af familieplejere at skulle rumme børn og unge med tunge problemer. Den lille mængde uddannelse, som familieplejere kan få (og ikke altid bliver tilbudt i kommunerne), er ikke tilstrækkelig.
Når der skal finde en anbringelse sted, skal det ske med barnets tarv for øje. Anbringelse er et voldsomt indgreb, og det er vigtigt at huske, at formålet med anbringelsen først og fremmest er at beskytte og hjælpe barnet med at håndtere de aktuelle udfordringer. Her er familiepleje, døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder ikke perfekte substitutter. Der er tale om forskellige tilbud målrettet forskellige børne- og ungegrupper med forskellige behov.
Institutionsanbringelser er langt dyrere end familiepleje, og hvis kortsigtede økonomiske hensyn spiller for stor rolle i beslutningen om anbringelsestilbud til et barn eller ung, er der overhængende risiko for, at regningen i sidste ende bliver langt større, end den behøvede at være. Både for det enkelte barn, som ikke får tilbudt den anbringelse, som bedst kan tilgodese barnets behov, og for samfundet, idet en mislykket social indsats i barndommen udmønter sig i store omkostninger til vedvarende indsatser i voksenlivet.
fortsæt med at læse
