Da min kæreste og jeg havde været sammen et år, besluttede vi os for, at vi gerne ville være forældre. Jeg fik taget min spiral ud, og vi var i ekstase over, at vi nu skulle sammentømres for resten af livet.
Men hurtigt skulle det vise sig, at denne sammentømring ikke var naturgivet. Trods ihærdige forsøg i soveværelset skete der intet. Og efter et besøg hos gynækologen stod det klart, at et kapløb mod barnløshed var uundgåeligt. Den næste tid stod på utallige lægesamtaler, skanninger og tudeture. Forsøg med hormoner, IUI’er og IVF’er (ja, ens ordforråd ekspanderes som en medicinstuderendes, når man er i fertilitetsbehandling) har desværre endnu ikke bragt os tættere på vores drøm. Men vi bliver ved. Det er det fantastiske ved menneskets natur: På trods af konstante nederlag og den konstante følelse af håbløshed fighter man videre. Og det, selv om man ingen vished har for, at kampen er det værd.
Jeg ville ønske, at når man i folkeskolen lærte piger om seksualitet, også lærte piger, at graviditet ikke er en selvfølge, og at børn ikke blot er et resultat af manglende prævention. At det at skulle blive gravid også kan være en udfordring. På den måde kunne man måske undgå de chokbølger, der hvert år går gennem 10.000 kvinder, når infertiliteten bliver en realitet. Kvinder, som i stedet for at få et ønskebarn med det samme må igennem et langt forløb med fysisk og psykisk smerte.
Når folk rammes af alvorlig sygdom, spredes det hurtigt i vennekreds og blandt kollegaer, så omverdenen kan udvise omsorg og forståelse. Men barnløshed er et tabu. Kvinder i fertilitetsbehandling rammes ofte af depression, angst og ensomhed. Barnløshed er ofte ikke noget, der deles med offentligheden, og det offentlige yder hverken tilskud eller tilbud til terapeutisk behandling. En behandling, der unægtelig ville gøre barnløses håndtering af krisen lettere.
»Loven er skør og helt vildt mandschauvinistisk«: Fertilitetslæger vil have lov at fryse æg i længere tidJeg opfordrer derfor til, at vi gør politikere opmærksom på, at der bør afsættes flere penge til fertilitetsområdet, så vi sikrer, at barnløse kan få den fornødne hjælp, rige såvel som fattige, og dermed, at fødselsraten forbliver intakt.
Jeg har accepteret, at vores barn ikke skal blive til i en rus af elskov, men på et laboratorium, hvor man lægger sin krop og drøm i andres dygtige hænder. Sådan må det være, selv om det skulle have været så romantisk.
fortsæt med at læse
