Debatindlæg afRita Bundgaard

Formand, HK Stat

HK-formand i debatindlæg: Løber Løkke fra regningen igen?

Lyt til artiklen

Mens vi venter på regeringens samlede forslag til en ny finanslov, kom første luns fra skatteministeren.

Regeringen vil bruge 100 millioner mere på skattekontrol hvert år i de kommende 4 år. Tæller man alle årene sammen, som regeringen har for vane, lyder tallet på 400 millioner. Det er jo mange penge, men stadig langt mindre end for få år siden.

Politiken har med grundigt gravearbejde tidligere i år fået indsigt i tal fra Skat, der viser, at der i 2011 var afsat 1,2 milliarder kroner til kontrolområdet i Skat. Det vil sige til at sikre, at borgere og virksomheder betaler det, de skal. I år er der kun sat 567,4 millioner af til kontrolindsatsen.

Kontrolområdet er nødlidende og blev fuldstændig overset med regeringens redningsplan sidste år.

Vi mangler stadig at se hele det samlede finanslovsforslag, men ud fra de tal, regeringen lægger frem, må vi formode, at der er cirka 667 millioner til skattekontrol i 2018. Det er stadig kun halvt så meget som i 2011.

Samtidig vokser antallet af registrerede virksomheder støt. Og vi ved, at flere og flere snyder.

Minister vil bruge 400 millioner på at fange skattesnydere

Skat vurderer selv, at omkring 70.000 virksomheder eller enkeltmandsfirmaer snyder bevidst. Men der er kun ressourcer til at kontrollere en tredjedel af dem. Det går ud over de ærlige og giver unfair konkurrence.

I sidste ende er det de helt almindelige lønmodtagere, der betaler regningen.

Når man har et arbejde, trækker arbejdsgiver jo skatten, før man overhovedet får sin løn.

Derfor er det helt urimeligt over for danskerne, at V-LA-K-regeringen ikke vil lave et ordentligt løft af kontrollen.

I juni kom så en plan for en helt ny struktur, der kaster hele landets skatteopkrævning og kontrol op i luften og deler Skat op i 7 nye styrelser. Det koster som bekendt tid og penge at flytte, oplære og rekruttere. Risikoen for videntab er stor, og i Skat kan det i sidste ende koste milliarder.

Man tror simpelthen, at det er løgn, men mens regeringen taler om, hvor vigtigt det er at redde Skat, så fortsætter besparelserne. År efter år.

I samme 4-årige periode, hvor regeringen vil bruge i alt 7 milliarder på at redde Skat, skærer omprioriteringsbidrag og andre besparelser mindst 1,2 milliarder kroner af Skats budgetter.

Derfor er der god grund til at holde øje med, om disse besparelser også fortsætter i regeringens forslag til finanslov for 2018.

For så sparer regeringen langt mere, end den nu har sat af til øget skattekontrol.

Rita Bundgaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her