Debatindlæg afGrete Mortensen

Pensioneret skoleinspektør

Forarget pensioneret skoleinspektør: Griskhed i mediebranchen er en trussel mod sammenhængskraften

Lyt til artiklen

»Vi har nogle rigtig dygtige direktører, der skal aflønnes efter den indsats, de yder«. Denne udtalelse af bestyrelsesformand for TV 2 Lars Liebst kunne læses i Politiken 28.9.

Statsejede TV 2 forgylder deres direktører mere end DR

Samme udtalelse kunne man sikkert få fra alle de andre bestyrelsesformænd fra en medieverden, der aflønner på et ekstremt højt niveau, selv om samme medieverden jo gennem mediestøtten modtager store beløb betalt af os alle gennem skatterne.

Tænk, hvis man kunne læse tilsvarende udtalelser om andre dygtige, hårdt arbejdende mennesker, som arbejder i det offentlige. Dygtige og samvittighedsfulde sygeplejersker, lærere, pædagoger, sosu- assistenter, socialrådgivere, politibetjente m.m. Grupper, som i lønforhandlinger må høre, at trods dygtighed og flotte resultater kan man ikke tilbyde højere løn, for puljen er ikke større, og det er jo skatterne, der finansierer deres løn. Underforstået, at så må man vise klædelig beskedenhed.

Høje TV 2-lønninger splitter politikerne på Christiansborg

Samme grupper oplever i disse år en underbemanding, som gør arbejdet mere stresset og presser den enkelte til at løbe hurtigere. Dette er efterhånden velkendt fra hospitaler, skoler, børneinstitutioner m.m. Men der skal spares, siger politikerne.

Med fare for at blive stemplet som betonsocialist eller en, der bare er misundelig, vil jeg alligevel fremføre, at jeg får kvalme ved at læse om den griskhed, der har bredt sig i vores samfund med visse gruppers ekstremt høje lønninger. Dette gælder mange andre områder end medieverdenen. Uanset dygtighed og flotte resultater har disse mennesker også kun et døgn på 24 timer.

TV 2-formand: Vores direktører tjener ikke en krone for meget

Mon ikke mange husker en tidligere bankdirektørs ord om, at han sandelig var hele sin løn værd. Kort tid efter krakkede banken, og en masse mennesker mistede penge. Personligt synes jeg, at det er helt i orden, at der er mennesker, som besidder en dygtighed og har et ansvar, som berettiger til en høj løn.

Jeg har dog altid haft svært ved at forstå, at man som regel fik væsentlig højere hyre, når man passede på folks penge end på deres børn eller syge, og de forskelle i lønniveau, man efterhånden oplever, tror jeg er meget skadelige for sammenhængskraften i vores samfund.

Gider man ikke mere kæmpe for at bevare det Danmark, som har rost sig af at være et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt? Dette udtryk mener nogle nok er ved at være fortærsket, så ud med gamle Grundtvig.

Den danske sangskat er måske også ved at være forældet? Vi må have nogle nye sange om lykken ved at være rig og være hele sin løn værd.

Grete Mortensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her