Så kom det frem, Annette Vilhelmsen, så fik jeg endelig det rigtige svar på mit debatindlæg, som Politiken bragte i forbindelse med lærerkonflikten i 2013.
Jeg spurgte bl.a., hvem du egentlig holdt med i lærerkonflikten. Dengang var dit svar lige så upræcist, som din opfølgning i disse dage er patetisk og pinlig.
I 2013 skrev du, at du holder med folkeskolen og resten af vores fælles uddannelsessystem. Sikke da et fluffy svar, som jo slet ikke gav mening – for hvem gør ikke det? Men nu kommer du så med den korrekte udgave: Annette Vilhelmsen, du holdt med dig selv.
Lærer: Måske stemmer jeg også på dig næste gang, Annette VilhelmsenDet politiske projekt – at forene en socialdemokratisk pragmatisme tilsat et folkesocialistisk tvist udtænkt i et underligt sort tårn – led en krank skæbne under din og andre SF’eres ulykkelige ledelse.
Vi var mange, der håbede på, at det ville lykkes, men bl.a. du spændte ben for jer selv og underlagde jer i en sådan grad, at I alle efterfølgende har haft svært ved at forsvare den politik, som I var med til at gennemføre. I blev gjort til narrehatte i jeres egen, fortvivlede naivitet.
Nu kommer det så frem, at du ser dig som offer i din egen regering. Du kunne ikke sige nej til, hvad regnedrengene i Finansministeriet havde udtænkt og tilsyneladende fået tungere ministre til at trumfe igennem i den konflikt, der ikke kun lammede hele grundskoleområdet, men også lænsede os lærere for mere end en månedsløn.
Annette Vilhelmsen: Reformen skal måske justeresNu vasker du så hænder. Det var de andres skyld, Helle og Bjarne. De store i klassen. Nej, hvor er det synd for dig, Annette Vilhelmsen, men du havde mulighed for dengang at sige nej. Ved I hvad, det her vil jeg ikke være med til. Det kunne du have sagt, men du gjorde det ikke.
Har jeg ondt af dig? Nej, du kan tro nej. For hvad viser din nuværende refleksion? Den viser, at det vigtigste for dig er at forsvare dig selv og de fejlslagne beslutninger, du på grund af dit manglende politiske mod var med til at gennemføre.
Til gengæld har jeg mere end ondt af de mange lærere, der har fået ødelagt deres arbejdsglæde, fordi du og dine partifæller så fatalt svigtede dem dengang.
fortsæt med at læse
SF: Fejl at blande læreroverenskomst og politisk reform
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

