Kære Mette Frederiksen. Du skylder en forklaring. Mandag aftens pressemøde gav håb for de hårdtprøvede børneforældre. Endelig er der udsigt til lidt arbejdsro efter fire uger med børnene hjemme. Men ved at åbne institutionerne efter påske, svigter du de mennesker, der ellers hver dag kæmper for børnene. Pædagogerne, pædagogmedhjælperne – alle dem, der giver kærlighed og omsorg til børnene, når mor og far tager på arbejde.
De skal passe børn, der ikke kan holde afstand. Der ikke kan give klar besked om, hvornår coronasymptomer kommer snigende. Og det er uanset, om personalet selv er i risikogruppen for at blive alvorligt syge og i sidste ende dø af corona. Det er dig, der vælger, at institutionerne igen skal åbne. Men du fralægger dig ansvaret for at redde de udsatte pædagoger og medhjælpere, som til dagligt kæmper med for dårlige normeringer, mildest talt mangelfuld rengøring og syge børn, der bliver afleveret af stressede forældre, når du giver beslutningerne videre til kommunerne.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
