Marianne Stockmarrhar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.


Marianne Stockmarrhar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.

Tilbud: Prøv Politiken i 6 mdr. fra 149 kr./md.

Debatindlæg afHusnain Akram

statskundskabsstuderende

Israel må stå over for de samme sanktionskonsekvenser, som Rusland gjorde, da det annekterede Krim.

Det er tid til sanktioner mod Israel: »Kære Jeppe Kofod, pseudofordømmelser i danske dagblade, på Twitter og deslige er ikke nok«

Det indlysende, men væsentlige karakteristikum ved en besættelse er, at den på et tidspunkt skal ophøre. Alligevel har den israelske besættelse (indtil videre) stået på i over et halvt århundrede. Det har den gjort, fordi man blot har ventet på, at det er tilforladeligt at annektere store dele af det palæstinensiske område; det er det nu. Den nyetablerede israelske koalitionsregering indgik i april en aftale, ifølge hvilken man de facto agter at annektere store dele af den palæstinensiske Vestbred.

I artikel 28 i aftalen mellem Gantz og Netanyahu vil regeringen fremme Trumps fredsplan, og artikel 29 gav Netanyahu ret til at eksekvere denne fra 1. juli. Netanyahus plan om annektering af 30 procent af Vestbredden og store dele af de områder, der grænser op til Jordan, er nu på standby, så det internationale samfund kan stadig nå at reagere. Det er fraværet af en hård, samlet international kurs over for Israel, der giver landet frit spil til at realisere sin egen version af apartheidstaten anno 2020.

Marianne Stockmarrhar delt denne artikel med dig. Log ind eller opret en profil, for at læse den.

Opret profilHar du allerede en profil?Log ind her
PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her