København er blevet en ung by. Nørrebroparken er præget af soundbokse, der er 10 shots for 100 kroner i Vestergade, og Kongens Have må lukke tidligere på grund af højlydte teenagefester og Roskilde Festival-stemning på græsarealerne. Problemerne med larm i nattelivet er vokset eksponentielt de seneste år. I år har coronasituationen gjort, at gader og parker er blevet til endnu mere attraktive diskoteker for de helt unge.
Når barer og natklubber lukkes, flyttes festen udenfor – med rig mulighed for at købe alkohol hos butikker og kiosker i alle døgnets 24 timer. Det er mit ønske at rette op på Klaus Bondam og Ritt Bjerregaards ’Gang i København’-politik fra midt-nullerne, der har fået snebolden i nattelivet til at rulle. En politik, der er svær at bremse og har været med til at bane vejen for mange af de udfordringer, vi i København står over for i dag. Ikke desto mindre er det nødvendigt, at vi finder en løsning på den nuværende, uholdbare situation.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.



