Modsat vores nabolande har regeringen ikke udarbejdet kostråd for børn, der spiser vegansk og vegetarisk. Det kan skade børnenes sundhed. I disse år ser vi – heldigvis – at flere og flere familier vælger at leve vegetarisk eller vegansk. Det gør de af hensyn til klimaet, naturen, deres egen sundhed eller på grund af den elendige dyrevelfærd, som dominerer en stor del af landbruget. Det er en positiv udvikling, som vi som politikere både bør bakke op om og hjælpe yderligere på vej. Derfor er det også højst utilfredsstillende, at vi herhjemme ikke har udviklet kostråd til børn, der spiser vegansk og vegetarisk. Det kan betyde, at børnenes forældre ikke får vejledning i, hvordan man sikrer, at børnenes kost indeholder alle de vigtige næringsstoffer, de har brug for.
I værste tilfælde kan den gældende politik øge risikoen for misinformation og dermed også for fejlernæring – det vil vi i Frie Grønne lave om på. Jeg tror sådan set, de fleste forældre til børn, der lever vegansk eller vegetarisk, har sat sig godt ind i området, men ikke desto mindre er det vigtigt, at myndighederne med konstruktive kostråd kan hjælpe til. Det har man gjort i både Sverige, Norge og Finland. Når myndighederne svigter ansvaret for at vejlede konstruktivt af frygt for fejlernæring, får det med stor sandsynlighed den modsatte effekt, nemlig at der bliver flere tilfælde af fejlernæring, fordi man har undladt at vejlede.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


