Du har næppe hørt om denne sensationelle cykelsportspræstation. Det var jo en kvinde, der stod for den. Her i Politiken brugte man en halv side på at skrive om, at de danske herrer ikke klarede sig synderlig godt, da brostenssæsonen startede i weekenden. På Ekstra Bladet taler man om en kæmpe skuffelse, når der skal sættes ord på danskernes præstation. Sandheden er heldigvis en anden. Hvis man bladrer i Politiken, finder man således otte linjer om en dansk sensation– midt inde i en artikel med overskriften ’Sportsdøgnet’.
Den danske cykelrytter Emma Norsgaard lavede nemlig karrierens største resultat, da hun blev nummer 2 – kun slået af verdensmesteren Van der Breggen. Ekstra Bladet taler (selvfølgelig?) om mændene, og i deres trykte avis bruger de således under 100 ord på Norsgaards præstation. Nyheden flankeres af et foto af en anden dygtig dansk cykelrytter, Cecilie Uttrup Ludwig – mon journalisten ved, hvem han skriver om? Ekstra Bladet skal dog have den ros, at det er det eneste større medie, der bruger egne ord i en selvstændig artikel (og ikke Ritzaus sparsomme) om en præstation, der vel burde have forsidestatus. I hvert fald kom det på forsiden af både Jyllands-Posten og Ekstra Bladet, da Kasper Asgreen blev 2’er i et andet brostensløb for to år siden. Samme løb blev Cecilie Uttrup Ludwig i øvrigt 3’er i samme år, og i Ekstra Bladet omtaler man da også denne tredjeplads i en lille notits i forbindelse med en tosiders artikel om Asgreens andenplads.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
