Politikens chefredaktør, Christian Jensen, har to søndage i træk kritiseret mig i avisens spalter. Aldrig før har jeg oplevet en chefredaktør manipulere så voldsomt, som chefredaktør Christian Jensen gjorde 21. juni under overskriften: ’Chefredaktøren: Sagde Rasmus Stoklund virkelig det? At velintegrerede indvandrere er potentielt sovende terrorceller’. Nej, det har jeg naturligvis aldrig hverken sagt eller ment, hvilket jeg paradoksalt nok let kan dokumentere ved at henvise til et interview, jeg gav til Politiken om en ny rapport fra Tænketanken Kraka.
Til gengæld er der nu mange danskere, der tror, at jeg har sagt det, som Christian Jensen påstår, for den løgnagtige overskrift stod i to dage på forsiden af Politikens netavis. Desværre passer det tilsyneladende chefredaktøren fint, at hans forvanskning af mine udtalelser nu har bidraget til, at jeg på sociale medier flittigt citeres og kritiseres for noget, jeg aldrig har sagt. Det, jeg til gengæld har sagt til Politiken, er, at beskæftigelse er et nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt kriterium for at vurdere, om integrationen lykkes. Selv om terroristerne fra 9/11 måske nok var i arbejde, ville de færreste af os karakterisere dem som velintegrerede.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
