Den sidste tid har der været flere historier fremme om, at såkaldte onlinetrænere på sociale medier tilbyder børn helt ned til 8-års-alderen et vægttabsforløb. Desværre er netop det et rigtig godt eksempel på den dårlige dømmekraft og manglende faglighed, som mange selvudnævnte personlige onlinetrænere udviser i jagten på profit. Og det udstiller det konkrete problem, at alle i dag kan kalde sig personlig træner eller kostvejleder, selv om de kun har egne erfaringer at trække på.
Vejledning i vægttab er en kompleks størrelse, der kræver indsigt, kompetencer og faglighed. Derfor er det ikke kun problematisk, at onlinetrænerne bruger deres ofte selvlærte kompetencer på at gøre vores børn tyndere fra den ene dag til den anden. De virtuelle træningstilbud, der bliver heftigt promoveret på sociale medier, er også en begyndende og bekymrende tendens, som man politisk snart bliver nødt til at forholde sig til.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


