Et landbrug med dyrevelfærd i top, stor eksportindtjening og minimal klimabelastning sammenlignet med andre lande. Det er det billede, magtpartierne tegner af det danske landbrug. Når Folketingets partier i disse måneder forhandler om landbruget, er det udgangspunktet for debatten om klimagasreduktion i landbrugssektoren. Men det er en falsk fortælling, som i høj grad er baseret på sminkede tal fra landbrugets egne interesseorganisationer. Hvis vi skal lave en seriøs bæredygtig omstilling af landbruget, er vi nødt til at forholde os til virkeligheden, og den er desværre, at dansk landbrug på trods af massiv subsidiering giver en minimal indtægt til den danske statskasse i forhold til landbrugets enorme negative klima- og miljøpåvirkning.
Alt for ofte hører vi Socialdemokratiet og hele højrefløjen påstå, at dansk svineproduktion har verdens mindste klimaaftryk – baseret på en analyse fra World Resources Institute (WRI), som er bestilt og delvist finansieret af Landbrug & Fødevarer. Hvis der læses dybere ned i rapporten, viser det sig, at klimaaftrykket fra de 15 millioner smågrise, som Danmark årligt eksporterer, ikke er indregnet i klimabelastningen. Når de eksporterede smågrise indregnes, ligger Danmark i bunden i forhold til klimabelastning per kilo kød. Argumentet om, at hvis vi ikke producerer svinekød, er der bare nogle andre, der gør det med større klimaaftryk end dansk landbrug, skaber en falsk præmis for debatten om grøn omstilling af dansk landbrug. Det er ganske enkelt forkert, at dansk landbrug er mere klimavenligt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

