Frank Hvid hævder i Politiken 16. august, at det ikke stemmer overens med virkeligheden, når bankerne og Finans Danmark siger, at de negative renter presser indtjeningen. Men Frank Hvids påstand er hverken korrekt eller i overensstemmelse med virkeligheden. At de negative renter presser indtjeningen, giver nemlig anledning til bekymringer over hele Europa. Ikke bare internt i bankerne, men også hos de myndigheder, der er sat i verden for at overvåge den finansielle sektor.
Senest har formanden for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), José Manuel Campa, i et nyligt interview med Dagbladet Børsen advaret mod, at europæiske pengeinstitutter – deriblandt de danske – tjener for lidt. Og herhjemme har Finanstilsynet flere gange udtrykt bekymring over, at bankernes såkaldte basisindtjening lå lavt, og tilsynet har specifikt kædet denne udfordring sammen med blandt andet det meget lave renteniveau. Basisindtjeningen er groft sagt den indtjening, som bankerne har, når vi renser for gevinster og tab fra ændrede kurser på værdipapirer samt for nedskrivninger og tab på lån, som kunderne ikke kan betale tilbage. Det er med andre ord den indtjening, der skal sikre, at bankerne er robuste og levedygtige på den lange bane, så de også er der og kan hjælpe deres kunder, når økonomien rammer den næste nedtur.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
