I en leder 20.11. argumenterer Sarah Skarum for, at staten ikke skal indføre særregler for uvaccinerede eller udskamme dem, men argumentationen halter gevaldigt. Skarum mener, at man selv under en pandemi har »ret til at bestemme over sin egen krop«, men manglende vaccination har jo konsekvenser for andres helbred.
Vi har set, at den tredje bølge startede i kommuner, hvor en lav andel af befolkningen var vaccineret – som det også var tilfældet i USA – hvorfra den bredte sig til resten af befolkningen, også de vaccinerede. De uvaccinerede udgør en uforholdsmæssig høj andel af de indlagte på hospitalerne, og hvis sundhedssystemet bliver overbelastet, så der indføres flere nedlukninger, belastes samfundsøkonomien, så alle rammes, også de vaccinerede.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
