Min onkel kommer gående med et par venner i et sommerhusområde en sommerdag i start-80’erne. Teenagerne er alle sendt på koloni, så forældrene kan have en uge uden dem. De kommer forbi et hus, hvor der ikke er nogen hjemme. Min onkel ser en haveslange ligge lige udenfor. Han tager slangen, tænder den og stikker den ind under husets fundament, mens vandet fosser ud af den, og efterlader den med en potentielt ødelæggende konsekvens til følge. Da jeg som voksen hørte historien, spurgte jeg ham, hvorfor han gjorde det. Han svarede: »Jeg ved det ikke, nok bare af ren kedsomhed«. Det er enormt opfindsomt. Og også enormt destruktivt. Hvad er det, den her kedsomhed kan gøre ved os? Og hvordan har det noget med klimaet at gøre?
Det er ikke kun unge, der kan blive ramt af kedsomhed, når sommerferien starter. Når der intet er at lave, skal du finde på noget. Vi kender det. Under middagsselskabet går du ud og ryger, barnet begynder at hamre hårdt med en plastikhammer i parketgulvet, og når du sidder i Borgerservice, tjekker du febrilsk din telefon for et eller andet, der får dig væk fra kedsomheden. Men du er godt uddannet, læser bøger og aviser som et intelligent menneske, og intelligente mennesker keder sig da ikke, siger man? Den forestilling svarede forfatteren Per Højholt engang på i et kort essay med titlen ’Glæden ved kedsomhed’. Ifølge ham prøver intelligente mennesker at undgå kedsomheden af ren frygt. Hvorfor? »Fordi vi er bange for at kede os, for hvad kan så ikke undslippe os? Intelligensen, for eksempel? Så er vi jo lige så dumme som de dumme. Den slags skaber angst. Fordi det er sandt«. Vi er bange for, hvad der kommer frem inde i os, hvis kedsomheden tager over.
