I foråret 2019 sad jeg i et venteværelse på Center for Seksuelle Overgreb. Jeg var blevet drugged på en bytur, og jeg vidste ikke, hvad der var sket med mig. Det gør man sjældent, når man bliver udsat for noget voldsomt. Hvad der ikke var gået op for mig, var, at den bytur satte min hjerne i selvsving – alle de kasser, der var lukket i og stuvet af vejen, åbnede sig pludselig. Derfor blev en traumatisk oplevelse fra 2014 omdrejningspunktet for mit forløb på Center for Seksuelle Overgreb 5 år senere. Jeg fik hjælp, jeg ikke vidste, jeg havde brug for. Den mulighed findes ikke længere.
Antallet af henvendelser til Center for Seksuelle Overgreb i København er steget, siden samtykkelovgivningen trådte i kraft i januar sidste år. Det er en enormt positiv udvikling, fordi det betyder, at flere ofre for seksuelle overgreb søger og modtager den nødvendige hjælp – hjælp, der kan være fuldstændig afgørende for at få et godt liv efter at være blevet udsat for noget så voldsomt som et overgreb.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

