Ejer du et kulkraftværk, så erstat kullet med træ, du har importeret fra en skov i de baltiske lande. Dit kraftværk er nu CO2-neutralt! Pyt med, at det stadig udleder CO2, når træet bliver brændt af, for de udledninger tæller ikke med i dit excelark, men i et andet excelark et sted i de baltiske lande. OBS! Det er vigtigt at kalde træet for ’biomasse’, for så opdager folk ikke, at det er en skov, du futter af.
Er du en cementproducent, der gerne vil være grønnere, så erstat en del af kullet i din ovn med døde grise. Det har godt nok udledt en masse drivhusgasser at opdrætte og fodre grisene med soja fra Sydamerika, og det udleder stadig CO2 at brænde kadaverne af, men i dit regnskab kan du kalde det for ’CO2-neutralt’.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
