Socialt arbejde har altid skullet forebygge. Lige fra velfærdsstatens start har sikkerhedspolitik og socialpolitik været koblet sammen – sociale forbedringer skulle bl.a. forebygge social uro. I dag handler forebyggelsen i et samfundsperspektiv mere om at undgå overbelastning af vores velfærdsinstitutioner. Hvis socialrådgiverne skal forebygge, er det nødvendigt, at lovgivning og praksis levner plads til den socialfaglige rådgivning og de socialfaglige metoder. I dag bruger mange socialrådgivere unødvendigt meget tid på kontrolopgaver, som levner for lidt tid til den støttende og forebyggende rådgivning.
Socialrådgiverprofessionen opstod for 80 år siden, bl.a. fordi menneskers tilværelse faldt fra hinanden efter lange ophold på sygehus. De havde brug for sociale ydelser og rådgivning. Dette er stadig et behov hos patienterne, men i dag er socialrådgiverne nærmest forsvundet fra hospitalerne. Nu skal sygeplejersken varetage kontakten med patientens hjemkommune, hvilket tager tid fra kerneopgaven. Dette beskrives så sent som 11.10. i Politiken. En sygeplejerske, som er midt i at udskrive en patient med komplekse problemer, forsøger at få fat på kommunen – uden held. Som tidligere ansat i en patientforening kender jeg desværre alt for godt til patienters usikkerhed, i forhold til hvilken hjælp de kunne forvente og fra hvilken instans.
