Professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard har, ifølge et citat præsenteret i Kåre Quists interview med Lars Løkke Rasmussen (M) på DR, udtalt, at sundhedsvæsenet har været underprioriteret. Nu kan prioritering vurderes på to måder. Den ene er, om sektoren fået færre penge end andre sektorer, og den anden, om den får færre ressourcer, end den burde have.
Sundhedsvæsenet er ubetinget blevet prioriteret højere end andre velfærdssektorer. Fra 2000 til 2019 steg udgifterne til sundhedsvæsenet med 117 procent, mens udgifterne til uddannelsesområdet steg med 75 procent og til det sociale område med 68 procent ifølge tal fra Danmarks Statistik. Det betyder, at sundhedsudgifternes vækst var over 50 procent højere end de andre sektorers. Det er svært at se det som en underprioritering. Tallene er i løbende priser, men det betyder ikke noget for sammenligningen. 2019 er valgt som slutår for ikke at få de ekstraordinære udgifter til sundhedsvæsenet, som pandemien medførte, med i beregningen.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
