Under overskriften ’Ministres maskespil’ slår Politiken på lederplads 5. januar et slag for, at ministre selv bør styre deres private sociale medier, så vi undgår misbrug af det partipolitiske neutrale embedsværk. Politikens chefredaktør sender bolden videre til Djøf som fagforening for embedsværket og spørger, hvor Djøf sætter grænsen for, hvornår embedsværkets faglighed og troværdighed kastes over bord.
Jeg griber meget gerne den bold. For der er sket et skred, i takt med at ministrene i stigende grad bruger sociale medier. Mine medlemmer efterlyser klare retningslinjer for, hvad der her kan forventes af embedsværket. Medmindre vi vil have amerikanske tilstande, hvor embedsværket er politisk ansat og kommer og går med regeringen, skal vi have klare retningslinjer for, hvordan de offentligt ansatte embedsmænd og -kvinder bruger deres tid og ressourcer – og dermed skatteborgernes penge – når det gælder hjælp til opslag på bl.a. Facebook, Twitter og Instagram.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

