Endelig fik de højere politiske magter lyst til at gøre noget ved den massive digitale deroute, vi har været underlagt i mere end et årti. Endelig kan en ørkenvandring med teknologisk jubeloptimisme måske få en ende. Endelig kan vi begynde at tale om, at vi har lov til at tæmme den sindssyge galophest af et internet uden at føle os forstokkede. Alt i mig begejstres over, at politikerne omsider stiller sig kritiske over for de teknologiske indtog i børn og unges liv. Hvad tænkte vi dog på?
Men så skete der samtidig noget, der straks satte begejstringen på hold. Kald mig bare langsom, men jeg havde ikke lige set den komme, at man havde tænkt sig at pinne hele trivselskrisen blandt børn og unge op på denne anti-digitale kampagne. Altså, jeg er helt med på, at der er massive udfordringer med det digitale forbrug/misbrug hos børn og unge, og at det medfører overordentlig mange problemer. Jeg har selv talt med mange unge i min psykologpraksis og læst ivrigt med i forskningen på feltet. Jeg er med på det hele.
