Vi taler meget om det. Vores børns skærmforbrug. For det er bekymrende. Men spørgsmålet er, hvor problemet starter. For som med alt andet i vores børns liv er vi, forældrene, vores børns rollemodeller. Og vi sætter et særdeles dårligt eksempel. Vi forsvinder ind og ud af samværet med vores børn for at få et quickfix på vores telefoner i tide og utide. Vores smartphone glider ind og ud af lommen, og vores børn aner ikke, hvad vi laver, men de kan mærke, at de ikke længere har vores opmærksomhed. Ud over at det er en ærgerlig måde at være sammen med vores børn på, giver det også anledning til et andet stort problem: Når vi siger til vores børn, at de skal lægge smartphonen fra sig, mister ordene deres alvor – og vi, forældrene, mister vores integritet.
Jeg er på barsel med mit andet barn, og han er det gladeste lille væsen, der altid giver mig et smil, hvis jeg smiler til ham. Så har vi et fint øjeblik sammen, og det er ret magisk. Indtil jeg bare lige skal se på min smartphone, og det er ikke bare en enkelt gang – men 50 eller 100 gange i løbet af en dag.
