Efter en nylig udlandsrejse i embeds medfør sad jeg i kaffestuen på mit institut og småsnakkede med en af mine sekretærkolleger. Da sekretærernes ansvarsområder skifter fra tid til anden, og da vi ikke har et intranet eller andet, hvor vi kan se, hvem der er ansvarlige for hvad, spurgte jeg, hvem jeg skulle sende min rejseafregning til. Jeg fik det svar, at man var gået over til et nyt onlinesystem, som trådte i stedet for alle tidligere procedurer, hvilket der var blevet sendt en mail ud om. Indrømmet: jeg læser ikke ned i alle sådanne mails, og det var undsluppet min hukommelse, at der var kommet en mail om emnet. My bad.
Ved computeren fandt jeg frem til den pågældende mail og kunne se, at jeg skulle have tilmeldt mig et kursus – som i mellemtiden havde fundet sted – for at lære at bruge det nye system. Mailen indeholdt dog et link, som førte til en hjemmeside med vejledninger, både skrevne og på video. Idet jeg tænkte, at det var lettest at se videoerne, forsøgte jeg mig først med dem. Det viste sig dog hurtigt, at der var en fejl på hjemmesiden, så videoerne ikke kunne aktiveres. Det gjaldt dem alle.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
