I de første dage tænkte jeg, at det her måtte blive et vendepunkt. Nu ville det ske. Når Los Angeles, hjemstedet for en hel industri af drømme og glamour, står i flammer, måtte der komme en reaktion. Når verdensstjerner og film-actionhelte ser deres huse blive brændt ned, må Hollywood blive til virkelighed. Så kommer Harrison Ford og fikser det. Men i stedet sidder han paralyseret i en politibil. Der er heller ikke andre, der får klimapolitikken til at flytte sig, og endnu et håb om handling bliver slukket på en trist baggrund.
Det skete heller ikke ved oversvømmelserne i Valencia, orkanerne i Florida, tørken på Sicilien eller den dræbende varme i Vestafrika bare for at nævne nogle af de ekstreme vejrbegivenheder, der har ramt kloden inden for det seneste års tid. Selv om de ekstreme vejrfænomener bliver hyppigere og voldsommere, udebliver det afgørende vendepunkt, hvor verdens befolkninger eller ledere for alvor vågner op. Nyheder om, at Paris-aftalens temperaturmål på 1,5 grader er overskredet, afføder heller ikke megen handling.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























