Kort før Dybbølsbro Station tager jeg tasken over skulderen, rejser mig og forlader stillekupeen så lydløst som muligt.
Ikke en eneste medpassager ser op. En enkelt læser i en bog. De andre kigger på hver sin skærm.
En tilfældig dag kom en ung kvinde hen og hilste. Uden at ville have noget som helst til gengæld. Det ændrede ikke, at verden kan virke skræmmende, men det blev lidt lettere at være i den, skriver Dorte Hygum Sørensen i denne klumme.
