For nylig var jeg inviteret på frokost. En stor buffet med mange fristelser, men den var anderledes end mange andre kantiner. For der var udelukkende grøntsager og bælgfrugter at vælge imellem. Krydrede bagte gulerødder, cremet hummus og linseragout i stedet for kødsovs. Det var intet problem at få en solid mængde grøntsager og en stor del af de 100 gram bælgfrugter, det dagligt bliver anbefalet at indtage. Det er sådan, enhver frokost burde se ud. Men meget få har den mulighed. Enten prioriterer vi ikke at spise grønt eller befinder os i et madmiljø, hvor muligheden ikke er til stede.
I dag landede rapporten ’Danskernes sundhed’, som Statens Institut for Folkesundhed står bag. Den viser, at stadig flere danskere har et usundt kostmønster. Det vil sige en kost med lidt frugt, grønt og fisk, men som til gengæld indeholder store mængder (mættet) fedt. Kun 13 procent svarede, at de har et sundt kostmønster. En markant nedgang fra 2010, hvor 24 procent svarede, at de havde et sundt kostmønster. Et sundt kostmønster er defineret af »et højt indtag af frugt, grønt og fisk, samt et lavt indtag af mættet fedt«. Altså det, der burde være en normal kost. Det er bare en ud af mange tal og undersøgelser, der viser, hvor skævt det går.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























