Lille Melvil, halvandet år gammel, mistede sin mor for et år siden. Hun hed Hélène og var en af dem, der blev dræbt ved massakren på spillestedet Bataclan i Paris. Melvils far, Antoine Leiris – Hélènes mand – har skrevet en smuk lille bog med notater fra dagene umiddelbart efter, ’I får ikke mit had’. Bogen er netop udkommet på Gyldendal i Niels Lyngsøs fine oversættelse.
Ni dage efter attentatet tager Antoine Leiris et notat under overskriften ’Retten til at gå til grunde’. Om morgenen har han afleveret Melvil i vuggestuen til sædvanlig tid: »Han græd ikke. Jeg træder lidt til side, så han ikke kan se, at jeg betragter ham gennem en af ruderne i vuggestuens glasfacade. Det er som et stort akvarium, hvor man kan se fiskene svømme omkring. Nogle gange banker vi på glasset for at få deres opmærksomhed. Han leger allerede med sin musikbog«.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























