Sæsonen og fodboldåret 2016 begynder at gå på hæld. I bredere forstand har det været et tvivlsomt år – og måske egentlig også fodboldmæssigt. I hvert fald har det budt på faldne helte: Fra individuelle skuffelser i Copa America og et magiforladt EM til tåkrummende afsløringer af svinsk grådighed på det fattigere fællesskabs bekostning.
Med tanke på den store Fifa-korruptionsskandale i 2015, hvis efterdønninger har rullet videre med os ind i 2016, bliver du efterhånden nødt til at kigge dig selv og dine medfans dybt i øjnene og turde stille spørgsmålet: Er fodboldverdenen rådden? I så fald: Er det noget nyt? Eller er det gamle problematiske strukturer, der nu heldigvis ser dagens kritiske lys? Og det vigtige: Hvordan skal du forholde dig til det som fodboldelsker – og ikke mindst forbruger? Hvilke konsekvenser burde det få i dit liv med bold?
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























