0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


Ruslandkorrespondent: Brutal tjetjensk leder udfordrer Putin i kampen for fordrevne muslimers rettigheder

Kadyrov har gjort rohingyaernes sag til sin i en sådan grad, at han mere eller mindre åbent har udfordret sin mæcen, Ruslands præsident Vladimir Putin.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Normalt er hverken udviklingen i Myanmar eller menneskerettigheder noget, der optager sindene voldsomt meget i Moskva. Det ville næppe heller have været tilfældet nu – efter en ny bølge af grusomheder mod Myanmars muslimske rohingya-mindretal – hvis ikke det var for Ramsan Kadyrov.

Kadyrov, den nærmest enevældige leder af delrepublikken Tjetjenien i russisk Nordkaukasus, har gjort rohingyaernes sag til sin. I en sådan grad, at han mere eller mindre åbent har udfordret sin mæcen, Ruslands præsident Vladimir Putin.

»Selv hvis Rusland vil støtte disse sataner, der begår forbrydelser, er jeg imod Ruslands position. Jeg har mine egne synspunkter, min position«, erklærede Kadyrov i en tale sidste weekend – publiceret på Instagram, den tjetjenske leders foretrukne kommunikationskanal.

Den russiske offentlighed har længe været vant til, at Putin lader Kadyrov styre Tjetjenien helt efter eget hoved og med stor brutalitet. Det er takken for, at Ramsan Kadyrov og hans far, Akhmat Kadyrov, skiftede side under den anden Tjetjenien-krig og hjalp Moskva med at kvæle oprøret i delrepublikken. Og en forsikring mod en tredje Tjetjenienkrig, der meget vel kan tænkes udløst, hvis Kadyrov skulle droppe sin erklærede loyalitet over for Putin.

Rusland har sammen med Kina flere gange stoppet FN’s Sikkerhedsråd i at fordømme Myanmar-regeringens overgreb på rohingyaerne

Men at Kadyrov undsiger Ruslands udenrigspolitik, er noget nyt, også selv om han efterfølgende hyldede Putin i vanlige floromvundne vendinger. Efter Kadyrovs appel deltog et par hundrede muslimer sidste søndag i en uanmeldt demonstration foran Myanmars ambassade i Moskvas centrum, uden at politiet greb ind. Dagen efter arrangerede Kadyrov en demonstration i den tjetjenske hovedby, Grosnij – ifølge ham selv med deltagelse af en million mennesker og ifølge Radio Free Europe af omkring 150.000 ud af en samlet tjetjensk befolkning på 1,4 millioner.

Rusland har sammen med Kina flere gange stoppet FN’s Sikkerhedsråd i at fordømme Myanmar-regeringens overgreb på rohingyaerne.

Aleksandr Kots, krigskorrespondent for det regimevenlige dagblad Komsomolskaja Pravda, noterer i en kommentar, at han tidligere i Egypten og Libyen har set folkemasser blive »manipuleret af dukkeførere fra politisk islam«.

»Han kaldte det blot ’sin position’, men er det, hvad man kan forvente af en ’patriot for Rusland’, sådan som Ramsan har betegnet sig selv?«, spørger Kots.

Det statslige nyhedsbureau Ria Novosti bragte mandag en kommentar signeret Dmitrij Kosyrev, som kaldte demonstrationerne »ikke en bagatel, men en alvorlig trussel« og betegnede dem som inspireret af Islamisk Stat. Kommentaren blev dog hastigt pillet af hjemmesiden igen.

Historikeren Sergej Markedonov skriver i en analyse for tænketanken Carnegie Moscow Center, at »russiske muslimers vækkelse er et alvorligt signal til Moskva«.

»Myanmars ånd i russisk Kaukasus er en påmindelse om, at Moskva parallelt med at udveksle giftigheder med Washington og Bruxelles også bør begynde at fæste opmærksomhed på indenrigspolitiske problemer«, skriver Markedonov.

Sociologen og Kaukasus-eksperten Denis Sokolov mener, at »russiske muslimer i dag kun har to reelle politiske projekter at vælge mellem«: Abu Bakr al-Baghdadi, den selvudråbte kalif for Islamisk Stat, og Ramsan Kadyrov, der ved siden af sit lederskab for Tjetjenien er generalmajor i det russiske politi og ifølge Sokolov har »positioneret sig stadig mere som islams beskytter i Rusland og i verden«.

Sokolov hævder, at selv om Baghdadi og Kadyrov er arge modstandere, minder de om hinanden »både indholdsmæssigt og æstetisk«.

»Kadyrov hører til avantgarden i russisk politik, millioner af mennesker står bag ham, hans popularitet vokser. Om han skal blive leder af en islamiseret social protest eller forblive general i indenrigsministeriet, bestemmer end ikke Kadyrov selv, men omstændighederne«, skriver Sokolov i det uafhængige russiske dagblad Vedomosti.

Annonce

Samme avis minder i en lederartikel – med overskriften ’Præsident for Ruslands muslimer’ – om, at Kadyrov også tidligere har markedsført sig som en leder for muslimer langt uden for landets grænser, blandt andet i forbindelse med den franske satireavis Charlie Hebdos tegninger af profeten Muhammed. Det er ifølge Vedomosti en farlig situation, eftersom Kadyrov dels blander sig i russisk udenrigspolitik, dels kan komme på kant med ’officielle’ muslimske ledere i Rusland, der har arbejdet for moderation og mod radikalisering.

Sputnik international og RT, Ruslands internationale nyhedstjenester, har beskrevet situationen i Myanmar som en konflikt mellem buddhister og muslimer med mindst tre dimensioner: Et »spil mod Kina«. Et forsøg på at opildne til muslimsk ekstremisme i Sydøstasien. Og et forsøg på at så splid i mellem Myanmar og Indonesien og Malaysia. Som den store skurk i sammenhængen udråbes – som traditionen byder i Rusland – USA og i særdeleshed den amerikanske milliardær George Soros.

»Når George Soros kommer til dette eller hint land, leder han efter religiøse, etniske eller sociale modsætninger, vælger en handlingsmodel for en af disse muligheder eller en kombination af dem og forsøger at ophede dem«, siger Dmitrij Jegortjenkov, vicedirektør for Institut for Strategiske Studier og Prognoser i Moskva, til RT.

Putin har nøjedes med at sige, at Kadyrov som enhver anden borger i Rusland har ret til at udtrykke sin mening.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts