Endnu en uge, hvor Israel har været i fokus. En trist uge for os, der mener, at bosættelserne er både ulovlige og skammelige, og at det er forkert, at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad uden samtidig at kræve, at palæstinenserne får den østlige del.
Trist for palæstinenserne, men også trist for os, der holder af Israel, fordi besættelserne dermed igen igen får lov at skygge for alt det andet, som landet kan og er. Modsat hvad man kunne tro, hvis man kun hører om Israel i forbindelse med kampen med palæstinenserne, rummer Israel nemlig mange andre og meget mere positive aspekter og facetter. Faktisk kender jeg få samfund – og ingen, der samtidig er så små – der er så mangesidede og fyldt med overraskelser som Israel. Selv efter at have boet der i en årrække og kommet der løbende i hele mit voksne liv er der hele tiden noget nyt og interessant at opleve og lære om Israel. Og på mange områder kunne Danmark lære en del af det lille mellemøstlige land.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.



























