Klumme afNina Kragh

Redaktør

En god dag for de 18-årige - og en dårlig dag for en 51-årig kommandørkaptajn

Lyt til artiklen

En god dag for...

De 18-årige. Tirsdag fik de en interrailbillet foræret af EU, så de nu kan rejse gratis rundt med tog i 30 europæiske lande i 30 dage.

Onsdag fik de 18-årige endnu en bejler. Lars Trier Mogensen fra netmagasinet Føljeton skriver således på Facebook: »I går kunne Politiken berette, at EU vil forære gratis interrailture til unge, som fylder 18 i år. Kald det, hvad du vil. Bestikkelse eller propaganda. Det er fint med os. Føljeton vil bare gerne have lov at følge trop.

Vi tilbyder hermed alle, der er 18 år – eller bliver det i 2018 – et gratis abonnement på Føljeton i seks måneder. Hvis du er 18 år eller kender en 18-årig, så giv dig til kende i kommentarsporet eller på Messenger – senest på søndag. Så fikser vi resten. Det her er ikke noget hemmeligt tilbud. Det er public service. Længe leve de 18-årige«.

En dårlig dag for...

En 51-årig kommandørkaptajn. Det er sikkert begyndt som en frisk idé en aften i Maltas hovedstad. Du har overstået dagens arbejde, og du er i Valletta – langt væk fra din danske grå november-hverdag.

Så du går på stripbar. Og mister din dømmekraft. I dag indledes sagen mod en kommandørkaptajn, som ifølge Dagbladet Køge besidder en nøgleposition i forsvaret, ved retten i Roskilde, hvor han er tiltalt for at have brugt forsvarets kreditkort til at betale for en våd nat på den eksklusive stripbar Stiletto Gentlemen’s Club.

Derudover hævede han 17.370 kroner på kortet. Kommandørkaptajnen er også tiltalt for bedrageri, fordi han i klubben betalte 24.900 kroner med sit eget kreditkort og bagefter over for sin bank nægtede, at det var ham, der havde hævet pengene.

Nina Kragh

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her