1. Måske har jeg fået det bedre? Mine selvindoktrinerede og fastgroede anoreksivaner er skrumpet. Madvægten, mit gyldne alter, er røget i skralderen. Der er en lille bitte smule mere til gården og gaden af mig, og jeg drømmer rent faktisk om et par flotte meloner a la Mette Blomsterbergs, som strutter af nougat og marcipan. Jeg higer efter mere frugtbarhed og fyldighed, så jeg spiser kransekage om aftenen, bare fordi jeg kan, også selvom jeg får kvalme og sved på panden. Det er blevet min nye sportsgren.
Jeg har mødt den perfekte mand, som gør mig uperfekt, og det er godt. Jeg kan ikke længere bruge 2,5 time på at finpudse og spartle mit smukke ansigt med ler, mineraler og blomsterekstrakter hver dag. Jeg vil hellere dyrke kærligheden og de nye kreative sider af mit skrupskøre væsen, som jeg har fundet. Mine selvdestruktive mønstre er revet op med rode, ligesom mit tøjskab, som nu står i vores fælles soveværelse, ved siden af mine malerier.
