For sådan en som mig, der altid har sunget med, når Gnags gik i gang med »lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her«, er det brutalt at nå frem til en ny erkendelse: Den flygtningepolitik, der føres, er faldet sammen. Den integration, vi har, er ikke solid nok til at få tilstrækkeligt mange med. Den udviklingsbistand, som eksisterer, har slået fejl.
Den variant af humanismen, jeg troede på, er død. Vi hjælper for få. Vi lader for mange i stikken: Aldrig før har så mange været på flugt. 65 millioner. Som Storbritanniens samlede befolkning. Aldrig før er så mange døde under flugten i Middelhavet. 10.000 på tre år. Som ti stopfyldte Mols-færger. Aldrig før har så mange ønsket at flygte fra fattigdom. 24 millioner alene i Nigeria. Som hele Skandinaviens befolkning. Aldrig før har menneskesmuglere tjent så mange penge. 210 milliarder kroner sidste år. Som halvdelen af Novo Nordisks markedsværdi.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























