0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


Suzanne Moll: Fodboldkampe forvandler store mænd til fortvivlede små drenge

Danmarks VM-deltagelse er gratis antropologi og en mulighed for at studere mænds urfølelser på klos hold. Lev med det!

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da det danske landshold sidst var til VM, sov jeg med Ghanas landshold i Johannesburg.

Det er det tætteste, jeg har været på fodbold. Og i mange år gad jeg faktisk ikke følge med i den sport. Men her i min modne alder er jeg ikke desto mindre begyndt at elske hypen, nærværet og de følelser, mænd tillader sig at vise under en fodboldkamp.

For hvad enten vi vil eller ej, så tilhører en stor del af fodbolduniverset altså mænd. Og bare for at få det på plads, så kender jeg godt kvindefodbold og synes, det er fedt, at Harder, Nadim og co. klarer sig godt.

Men herrefodbold er for mig muligheden for at studere dele af den mandlige natur på klos hold. Det er mandens urfølelser, vi oplever, følelser, de ikke tillader sig i deres dagligdag af forældremøder, delt barselsorlov og fælles Ikea-ture.

I mange år har vi trampet på vores mænd for at få dem til at tale om deres følelser, og lige lidt har det ofte hjulpet

I mange år har vi trampet på vores mænd for at få dem til at tale om deres følelser, og lige lidt har det ofte hjulpet. Men under en fodboldkamp kan man helt gratis iagttage store mænd forvandle sig til fortvivlede drenge og små mænd forvandle sig til rasende kæmper.

Derfor tænker jeg, at vi alle skal betragte Danmarks VM- deltagelse som antropologiske sessioner, hvor vi frit kan iagttage de store følelsesudbrd ... I første omgang bliver der tale om tre chancer. Og når Danmark er slået ud, ja undskyld, muligheden foreligger vel, så bør vi i nogle dage tillade en vis bearbejdning af sorgen.

I aften spiller Danmark den første kamp, så i stedet for at blive trætte i ørerne skal vi omfavne alle de tusindvis af analyser, som medierne disker op med i dag og over de næste uger. Var det mon film, da en peruaner kastede sig i græsset? Holdt dommeren ikke lidt for meget med Australien? Og hvorfor blev der ikke udvist flere franskmænd under kampen?

Alt dette vil blive endevendt i sløjfer af metahistorier og interviews med spillere, der prøver at sige noget begavet, lige efter de muligvis har lavet det, der kunne ligne deres livs bommert.

Mine kærester har altid kun været marginalt interesseret i fodbold, og jeg har aldrig siddet alene søndag efter søndag, når der er kamp, eller været tvangsindlagt til lange lidenskabelige analyser af både spillere, træner og spillet. Og jeg kan ikke se, når der er hjørnespark, knap nok når der er offside, eller med forargelse råbe ad tv-skærmen: »Hvad laver han???«. Men mange af mine venner kan, og det betager mig helt grundlæggende, at dette spil kan betyde meget for så mange.

Ægteskaber knager, fordi manden ændrer karakter under en kamp, forvandler sig til et rasende dyr. Og magtfulde mænd i store stillinger kan være regulært deprimerede, hvis deres hold har tabt. Ingen tvivl om, at Danmarks VM-deltagelse er vigtig. Jeg mener – vi taler ikke faren for global opvarmning, atomoprustning eller andre små problemer. Vi taler om den første deltagelse i slutrunden i 8 år.

Jeg gider ikke at være forarget over, at de rød-hvide råber »store patter«, hvis de, undskyld VI, vinder

I min familie er jeg faktisk den, der går mest op i sport, altså fra sofavinklen, som ukritisk forbruger af landskampe, håndbold eller fodbold, Tour de France, tennis – bring it on. Topatleter er folk, der er fokuserede på at yde optimalt, og det er fascinerende. Og det ér noget særligt, når vi oplever dramaet, når det foregår – live – amatører som mig gider ikke se en kamp, der er spillet.

Derfor vil I under Danmarks kampe kunne finde mig i et sommerhus, hvor der er inviteret 100 mennesker til privat fodboldfest. Forberedelserne har været kæmpestore. Der er bygget tribune af EU-træpaller, lejet storskærm og fadølsanlæg.

Alle er vi inviteret til en lukket gruppe på nettet, hvor man kan udveksle tips, analyser og lave væddemål. I første omgang gælder det den indledende runde, og fra dette sommerhus vil jeg skråle med på nationalsangen og Helmigs VM-sang, som jeg i modsætning til mange andre synes er helt fin.

Herfra vil jeg nyde op- og nedturene, så længe det varer, og jeg gider ikke at være forarget over, at de rød-hvide råber »store patter«, hvis de, undskyld VI, vinder. Hvad man råber i sejrsrus, må være en privat sag, så lad os få slukket for det kamera, og lad omklædningsrummet være i fred.

Hvis ret skal være ret, så sov jeg kun under samme tag, altså på samme hotel som Ghanas landshold i Sydafrika for 8 år siden, men det blev da til et par fælles ture i elevatoren, blandt andet med en fyr, der vist havde spillet i en jysk klub.

Efter en uges arbejde fløj jeg hjem med KLM under finalen Holland-Spanien. Og i forlængelse af de sædvanlige meddelelser om flyveturen forsikrede piloten os om, at han nok skulle opdatere os på kampen løbende. Som sagt så gjort, og hele flyet levede med i kampen, som Holland i øvrigt tabte.

Nå, men tilfældigheder har jo før bragt os meget langt i en slutrunde, og i aften skal vi heldigvis se Danmark vinde – håbet lever indtil videre. Og skulle det gå galt, starter EM-kvalen vel i efteråret.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere