Længe før sidste søndags præsidentvalg i Mexico stod det relativt klart, at de traditionelle partiers magtmonopol var på vej til at blive brudt, og at landet ville få sin første venstrefløjsregering nogensinde. Det sagde meningsmålingerne i hvert fald, men i mexicansk politik kan man aldrig rigtig være helt sikker på noget. I lyset af en mulig sejr til venstrefløjsveteranen Andrés Manuel López Obrador og hans parti, Morena, myldrede erhvervsliv og investorer frem for at udtrykke deres dybe bekymring for den mexicanske økonomis fremtid. Højrefløjen malede fanden på væggen, og nogle gik så vidt som at advare mod venezuelanske eller cubanske tilstande med nationaliseringer, ekspropriationer og undertrykkelse af enhver opposition.
Søndagen kom, folk stemte i god ro og orden. Stemmestederne lukkede, og pludselig gik kandidaten fra det regerende Institutionelle Revolutionsparti (PRI) på tv og anerkendte sit nederlag. Han gjorde det endda med både charme og stil. Klokken var kun 20.07, og det var hele tre timer, før det første pålidelige resultat var forventet. Mexicanerne var himmelfaldne. Kunne et dramatisk magtskifte virkelig foregå så civiliseret?
