Hvis eksamen er den flittige students fest, så er Folketingets åbning nu på tirsdag juleaften for den opvakte samfundsborger. Vi får det hele. Formanden, der stolt tager imod dronningen. Smiske, smiske. Den kongelige familie, der sover siddende, stille og graciøst. Statsministeren, som tager æren for hvert af opsvingets bølgeskvulp. Oppositionen, der uden at fortrække en mine brokker sig over, at det hele er for lidt og for sent. Danmark længe leve. Hurra, hurra, hurra. Så er vi i gang.
Særligt i år bliver det godt. Valget er lige om hjørnet, og alt er på vej op i hat, briller, hysteriske udlændingepolitiske stramninger og velfærdsoverbud. Derfor er det også tid til at spørge: Hvor står partierne? Ikke bare sådan i målingerne og den aktuelle kampform. Nej, hvad vil de? Hvad er deres raison d’être? Eller på mere samtidigt nudansk: Hvad er deres tag line? Altså hvad er det for et slogan, motto, ordstilling, der kondenserer retningen for alt det gode, de vil gøre for nationen, befolkningen og kernevælgerne?
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























