Der er millioner af europæere, der dagligt sukker over Donald Trump og den nærmest ufordøjelige strøm af tweets og ubehageligheder, der vælter ud af udstødningsrørene i Washington og omegn. Hvor længe skal dette politiske mareridt vare?
Amerikas traditionelle venner bør snarest finde panser og plade frem. Trumpismen er kommet for at blive, også selv om der i 2020 skulle ske det, at ’The Donald’ taber valgkampen. Men hvorfor skulle det være sandsynligt? Verden mangler endnu at se kandidater, der genopfinder og gerne fornyer den retorik, som vi husker Barack Obama og Bill Clinton for. De havde deres tid med optimisme og håb, Clinton-perioden begunstiget af international medvind, mens Obama for det meste blæste varm luft på verden. Det lunede, men kun for en tid.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























