En god dag for ...
Fodgængere i Aarhus. Holdningerne til de elektriske løbehjul, der har indtaget storbyerne, er delte, og det gavner næppe deres omdømme, når de bruges til at køre om kap i gågaderne. Det bliver der nu sat en stopper for i Aarhus. 150 løbehjul fra den svenske virksomhed VOI er blevet indstillet til automatisk at sænke farten i gågader og på pladser, hvor det ikke er tilladt at køre. Det skriver Jyllands-Posten. »Vi har lige startet en testperiode med den her nye teknologi, som betyder, at løbehjulene kører langsommere i gågaden i Aarhus,« siger landechef for VOI i Danmark, Eric André til avisen. Projektleder i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Gustav Friis, fortæller, at løbehjulene er indstillet til kun at kunne køre 2 kilometer i timen på gader og pladser, hvor man kun må gå. »Det er umuligt at køre på dem, når de kun kan køre 2 kilometer i timen, men man skal stadigvæk kunne transportere dem med sig, og derfor låser de ikke fuldstændig«.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























