For en måneds tid siden valgte DR at sætte en længe planlagt tv-serie om Leonora Christina på pause. I pressemeddelelsen hed det, »at det ikke vil være muligt at gennemføre projektet og samtidig holde sig inden for den givne økonomiske ramme«. Det spegede efterspil, der bl.a. kostede dramachefen jobbet, kan (sagt med en journalistisk stramning) tilsyneladende næsten konkurrere med historien om Christian IV’s berømte datter, hvad drama angår, men det skal jeg ikke kloge mig på. Jeg konstaterer blot, at det blev for dyrt at realisere det, DR har kaldt »et meget ambitiøst dramaprojekt, der skal foregå på tværs af flere landegrænser«.
Konkurrencen på tv-serie-markedet er enorm i disse år, og det er klart, at det koster penge, hvis man skal skabe noget, der er lige så flot som det, de internationale giganter præsterer. Ikke mindst med en historisk serie. Den tid, hvor man kunne nøjes med at bygge en kulisseby i Valby, som man gjorde, da man skulle optage ’Matador’, er tilsyneladende endegyldigt forbi. Men man må dog formode, at mange nutidige tv-serie-skabere ville være lykkelige for bare en brøkdel af den gennemslagskraft, som er blevet ’Matador’ til del.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























