Statsminister Mette Frederiksen har slukket den politiske steppebrand, der var ved at fortære hende og regeringen. Hun kan stadig tælle til 90. Selvfølgeligt er det kraftfuldt, når landets statsminister indkalder til pressemøde i primetime, for at fortælle, at hun er helt kanon. Hun er jo statsminister. Og selvfølgeligt bliver man en lille smule pinligt berørt over i bare et splitsekund at have glemt, hvad hun måtte erindre os om: Nemlig, at hun sidste sommer havde så travlt med at redde danskernes liv, at hun ikke kan huske præcis, hvornår hun begyndte at slette sine sms’er. I evig taknemmelighed: Lad Lynetteholm blive kaldt Metteholm. Så branden er slukket for nu.
Støttepartierne kan ånde lettet op. De slap af krogen og kan se frem til at fortsætte den gavepakkeleg, der hedder finanslov. De kan se frem til flere invitationer til Marienborg og en tår kaffe. En snak om fremtidens Danmark, og alt det gode, der venter for den, der venter på krummerne fra magtens bord. Men gløderne ulmer overalt omkring landets statsminister. Hun er på rekordtid gået fra at være et nationalt samlingspunkt og en leder, der transcenderede de politiske konflikter, til at være den mest splittende og polariserende statsminister i nyere tid. Hun har pantsat den socialdemokratiske bevægelses troværdighed i et forsvar for retten til at slette sine sms’er med en mildest talt tvivlsom begrundelse.
