Mens verden har opmærksomheden intenst rettet mod Putins krig i Ukraine, ser andre despoter deres snit til at foretage sig ting, som under anderledes omstændigheder ville påkalde sig fordømmelser fra det internationale samfund. Lad mig benytte lejligheden til at henlede opmærksomheden på de vanvittige domme, der netop er afsagt mod 128 unge, der i juli sidste år vovede at protestere mod det cubanske diktatur og især mod de udsigtsløse levevilkår, landet byder sine borgere.
Fordi de deltog i spontane landsdækkende protester, har Cubas højesteret, der er alt andet end uafhængig, besluttet at ødelægge 128 unge menneskers liv ved at dømme dem lange fængselsstraffe for oprør mod staten. 31 skal i fængsel mellem 20 og 30 år, 25 skal afsone mellem 15 og 19 år, og 48 fik mellem 10 og 14 år bag tremmer. Resten modtog domme på mellem 6 og 10 år. Det er aldeles uhørt, selv i Cuba.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.



























