Klumme afNoa Redington

Politisk kommentator

Støjberg og Qvortrup har afsonet deres straf og kan atter indgå i professionelle sammenhænge på lige fod med deres kollegaer. Godt for dem. Godt for os alle sammen. Det viser, at samfundet kan slå hårdt, men også viske tavlen ren. Samme evne har vi ikke, når det gælder MeToo-sager.

Noa Redington: Jeg er bekymret for Lizette Risgaards fremtid. Ikke for hendes skyld. Men for vores

Lyt til artiklen

Sat på spidsen: Kan det virkelig være rigtigt, at det er hårdere at blive stemplet som MeToo-krænker, end det er at ruske tremmer? Åbenbart.

Det er tankevækkende, at Inger Støjberg og Henrik Qvortrup begge har levet med fodlænkens glæder, men i dag er fremtrædende og respekterede samfundsborgere, hvorimod FH’s detroniserede formand, Lizette Risgaard, kan se frem til et liv i limbo. For sådan er det, når man ser på den liste, hun har skrevet sig selv på. Naser Khader, Frank Jensen, Morten Østergaard, Jes Dorph-Petersen, Michael Dyrby, Per Christensen, Michael Bojesen og alle de andre store kanoner. Prominente og magtfulde personer, der efter alvorlige MeToo-sager er kylet ud på numse – som de siger i fagbevægelsen – og albuer. Mere eller mindre fra den ene dag til den anden. Nok mest den anden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her