Forleden var jeg til den østrigske instruktør Michael Hanekes nyeste film med den ironiske titel ’Happy End’. Som sædvanlig havde jeg ikke læst anmeldelser på forhånd, men fatte kan jeg vel også selv.
Det drejer sig om en velhavende familie i tre generationer – de har et byggefirma i Calais og lever et moderne europæisk liv med bedstefaderen Georges (Jean-Louis Trintignant, 87 år, fremragende) som den respekterede, og dog bitre og stedvis demente ældre grundlægger af firmaet.




























