Da Vinci-mysteriet fra forrige uge er endnu ikke løst: Hvem i alverden var det, der købte en tvivlsom ’Kristus’ hos auktionsfirmaet Christie’s i New York til 450 millioner dollars?
Det tvivlsomme er ikke frelseren, ’Salvator Mundi’, men maleren. Man skal mindst være milliardær for at tro på, at det nødvendigvis er Leonardo da Vinci, der har malet den lille mærkelige mand. Hundrede og sytten andre kunstnere fra midten af 1500-tallet kunne have gjort det samme. Men milliardærer hidser hinanden op til at tro på den slags for tiden, for de har fået Louvre, Paris og ’Mona Lisa’ på hjernen.




























