Hvis rektor på Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen, får svedige håndflader i dag, er det ikke underligt. Hundredvis af nye studerende står på rad og række for at blive budt velkommen med et håndtryk i universitetets festsal på Frue Plads. I år kommer så mange nye studerende til landets største universitet, at der holdes tre seancer i løbet af eftermiddagen.
Med velkomsten følger også et håndslag på, at de studerende er garanteret mindst 12 timers undervisning om ugen. Garantien gælder ikke kun på KU. Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og CBS lovede onsdag deres studerende det samme. Sjovt nok kom garantierne fra flere af universiteterne samme dag, som Rigsrevisionen fremlagde en rapport, som i skarpe vendinger kritiserer de lave timetal på nogle studieretninger.




























